Ikke mange måneder efter Frederik Nielsen Wennerwald’s død, udbrød 2.slevigske krig. Efter den danske hærs tilbagetrækning fra Dannevirke- stillingen, blev Flensborg besat af tyske tropper, i hvilken ‘kærkomne’ anled- ning fru Catharina fik indkvartering. På et vist tidspunkt skal de tyske sol- dater hos hende have beklaget sig over kosten. Det ville hun ikke have sid- dende på sig, og forestillede sig for byens kommandant på en så bestemt måde, at klagen blev trukket tilbage med en undskyldning til hende og en reprimande til soldaterne. Sønnen Theodor, der nu var bosat i København, blev den 2.12.1863 mobil- iseret og skulle møde ved 12. bataillon - ikke i Fredericia - men i Flensborg, hvor der var depoter ved 21. bataillon, der her havde garnison.

Krigen 1864

Datidens repæsentant for ‘Die Wehrmacht’ _________________

Alle batailloner blev formeret som regimenter med en styrke på ca. 1.600 mand og få dage efter stod han med din afdeling  på vagt syd for Dannevirke, hvor man forblev, indtil de Meza 5.2.1864 gav sin berømte befaling om tilbagegang med nord. Theodor var hele den historiske tur med, og i den strenge kulde. Flensborg var sæde for mange autoriteter og institutioner bl.a. 2den Generalkommandos Stab (for Nørrejylland, Fyn og hertugdømmet Slesvig), hvorfor general de Meza havde fast bopæl i Flensborg i krigsministeriets bygning på Skibsbroen. Freden i Wien den 30.10.1864 bragte omvæltning, da Danmark efter den tabte krig måtte renoncere på alle rettigheder til Hertugdømmerne Slesvig, Holsten og Lauenborg, men disses skæbne var endnu ikke afgjort. Stemningen blandt de dansksindede var derfor overalt meget nedtrykt, og tiden umiddelbart efter såre svævende og utryg.

I artikel XIX i fredstraktaten hed det, at de undersåtter, som var hjemmehørende i de ved traktat afstående områder, havde fuld frihed til i løbet af 6 år toldfrit at udføre deres løsøre og begive sig til Hans Danske Majestæts lande, i hvilket tilfælde de bevarede deres egenskab som danske undersåt- ter. Det stod dem frit for at bevare deres på de afståede territorier beliggende faste ejendomme. De, der benyttede sig af denne regel, kaldtes optanter, og optionsretten skulle være sket fyldest i tids- rummet 16.11.1864 - 16.11.1870.  Som følge af disse rådende forhold tog udvandringsbevægelsen fart i årene nærmest efter 1864. Ved freden i Prag 23.8.1866, efter at Østrig tabte sin krig med Preussen, blev det i artilel 5 bestemt, at Østrig skulle afstå alle rettigheder + områder til Preussen.